- Forside
- Energi og miljø
- Vand
- Vandløb og søer
- Naturprojekter
- Kongeå-komiteen
- Dagsordener, referater og pressemeddelelser
Dagsordener, referater og pressemeddelelser
Læs dagsordener, referater og pressemeddelelser fra komiteens arbejde her.
Nyheder
Nyhedsbrev, januar 2022 – Kongeåkomité
Kongeåkomitéens sekretariat byder velkommen til nye medlemmer i komitéen.
De nye medlemmer er Jørgen Ahlquist, formand for Klima & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune; Peter Fallesen, medlem af udvalget for Teknik og Miljø i Vejen Kommune, Jørn Chemnitz, formand for Natur, Miljø og Klima i Kolding Kommune og Birgitte Munk Grunnet, viceborgmester i Kolding Kommune.
Hjertelig velkommen til dem. Vi ser frem til et godt samarbejde.
Ligeledes vil vi gerne sige farvel og tak til de afgående medlemmer af Kongeåkomitéen: Karen Sandrini fra Esbjerg Kommune, Elin Winther fra Vejen Kommune, og Birgitte Kragh og Oluf Lykke Nielsen fra Kolding Kommune.

Esbjerg Kommune har fået betinget samtykke til multifunktionel jordfordeling i Kongeåens enge ved Vilslev.
Inden Landbrugsstyrelsen kan meddele et endeligt samtykke til projektet og dermed kan gå i gang med den egentlige jordfordeling, skal der foretages en ejendomsmæssig forundersøgelse for at finde ud af, hvilke lodsejere, der har ønske om at deltage - enten som jordsælger, som jordkøber eller om de ønsker at beholde deres jord. Forundersøgelsen udføres af Landbrugsstyrelsens enhed Jordfordeling & Landbrugslov, og forventes gennemført inden for tre måneder fra den påbegyndes.
Forundersøgelsen vil bl.a. munde ud i svar på:
- Kan der gennemføres en multifunktionel jordfordeling?
- Hvis ja, kan projektet så gennemføres som beskrevet i det betingede samtykke, eller er der sket ændringer?
Når forundersøgelsen er gennemført, danner den grundlag for vurderingen af, om projektet kan opnå et endeligt samtykke til multifunktionel jordfordeling. Jordfordelingen er et afgørende element i Kommunens EU-Life ansøgning.

Kongeåkomitéen har ansøgt og fået tilsagn om tilskud på 980.000 kr. til gennemførsel af fire projektposter indenfor Miljøstyrelsens pilotordning.
De fire projektposter ”Interessentinddragelse i Kongeåens opland”, ”Supplerende tekniske undersøgelse til understøttelse af interessentinddragelse”, ”Opmåling af Kongeåen fra Kolding Kommune til Hjortlund” og ”Etablering af vandstands- og nedbørsmålere i Kongeåen” skal afsluttes inden slutningen af 2022.
Rammene er sat op i den ansøgning komitéens sekretariat har indsendt til Miljøstyrelsen, men projekternes detaljer vil løbende blive drøftet med komitéen. Emnet vil også fylde en del i Kongeåkomitéens møde, der bliver afholdt til foråret.
De første to poster bliver udført af det rådgivende firma WSP med Kongeåkomitéens aktive deltagelse i processen. WSP bygger på erfaringerne fra en af deres erhvervs-Phd studerendes arbejde, hvori der undersøges, hvordan man kan inddrage aktører bedre og forhandle på tværs af forskellige lokale interesser. Der er lavet et tilsvarende interessentinddragelsesprojekt for Gudenåkomitéen sidste år.
Den første fase, forberedelsesprocessen er blevet sat i gang midt i januar med interessentkortlægning og udarbejdelse af et aktørlandskab som forventede outputs.
Efterfølgende, i løbet af februar-marts, går inddragelsesprocessen i gang via interview-runder med ca. 40 identificerede lokale aktører og opstarten af en digital platform, hvor lokale aktører selv kan skrive ind og sætte billeder ind på et online kort. Det overordnede mål er at skabe et samlet tværkommunalt billede af interesserne i vandoplandet og de tekniske muligheder/potentialer, for at kunne foretage udpegninger af områder hvor der kan ske indsatser, som har værdi for hele vandkredsløbet.
Ifølge planen bliver inddragelsesprocessen efterfulgt af samskabelsesprocessen via gåture med interessenter, samt forhandlingsmøder med lokale aktører og Følgegruppen. I denne fase forventes det, at et eller flere idékataloger kan udarbejdes.
Til sidst afholdes der en afsluttende temadag med deltagelse af Kongeåkomitéen og lokale aktører. Målet er her en præsentation af de lokale aktørers idékataloger, diskussion heraf og en enighed om en ”pakke” af løsninger.

Den anden projektpost WSP står for, skal understøtte interessentinddragelsen med tekniske undersøgelser så som udarbejdelse af et oversvømmelseskort, sandsynlighedskort, værdikortlægning og risikokort.
Kongeåen forventes opmålt i april-maj 2022, når vandføringen er tilstrækkelig lav til, at opmåleren kan færdes sikkert i vandløbet med støtte fra båd.
Opmåling af Kongeåen giver mulighed for at lave vandspejlsberegninger på diverse karakteristiske afstrømninger. Ved at kunne sammenholde målte vandspejl med beregnede vandspejl samtidig med registrerede forskelle i nedbør, vil det være muligt at validere beregningerne, så de mere præcist kan identificere de områder, der risikerer at blive oversvømmet. Derfor er der opstået ønsket om at opsætte op til 7 vandstandsloggere og nedbørsstationer i henholdsvis Kolding, Vejen og Esbjerg Kommuner. Loggerne forventes opsat inden opmålingen af Kongeåen i april-maj, således at indmålingen af disse kan medtages i opmålingen.
Studerende på Aarhus Universitet har analyseret Kongeåens opland og draget relevante konklusioner i deres studierapport.
Kristian Vestergaard, Lektor, civ.ing. Ph.D, Institut for Bygning og Bygningsdesign, Aarhus Universitet skriver følgende om sine studerendes arbejde:
”Gennem et par måneder i efteråret 2021 har fem studerende på Aarhus Universitets Ingeniøruddannelse analyseret store mængder data fra Kongeåen og oplandet dertil, herunder hydrometriske data i form af vandstands- og afstrømningsmålinger, hvilket bl.a. har dannet baggrund for en vurdering af udviklingen i vandføringsevne og en prognose for de forventede fremtidige afstrømningsniveauer.
Med udgangspunkt i opmålinger af Kongeåen – venligst stillet til rådighed af de tre kommuner i Kongeåkomitéen, er adskillige nutidige og fremtidige afstrømningsscenarier blevet gennemregnet med VASP, og der er blevet produceret mange oversvømmelses- og afvandingspotentialekort, som bl.a. kan danne baggrund for en vurdering af konsekvenserne af stigende afstrømninger. Der har været fokus på Vilslev Enge og et område ved Vamdrup.
Med udgangspunkt heri er der blevet udarbejdet et idekatalog med mulige indsatser til klimasikring og miljøforbedringer i og ved Kongeåen, herunder konkret et multifunktionelt vådområde ved Vamdrup, som har til formål både at kunne forsinke vand ved store afstrømningshændelser, medvirke til reduktion af kvælstofudledningen, nedsætte CO2 udledningen fra kold afbrænding af humusholdig jord, forbedre den fysiske vandløbskvalitet og skabe et større bynært område med våd natur, som også vil kunne anvendes til rekreative formål.
Mange tak til Kongeåkomitéen for at vi måtte deltage i turen langs Kongeåen d. 8. oktober 2021 og for de mange data, som de tre kommuner har stillet til rådighed. Det er meget inspirerende og motiverende for studerende at arbejde med konkrete og aktuelle problemstillinger, og i dette tilfælde er resultatet en omfattende og meget gennemarbejdet projektrapport, som naturligvis vil blive fremsendt til Kongeåkomitéen med håb om, at analyserne og resultaterne fra projektarbejdet i en eller anden form vil kunne bidrage til det igangværende arbejde i komitéen.
Bemærk dog at dette er en studierapport, hvor hovedformålet har været de studerendes læring, hvilket betyder, at rapporten – på trods af meget høj kvalitet, ikke har været underkastet den samme grad af kvalitetssikring, som man vil kunne forvente af en tilsvarende rapport fra en professionel konsulent.”
Som næste skridt bliver resultaterne drøftet med følgegruppen og en plan for videre undersøgelser bliver udarbejdet.
Dagsordener og referater
18:00-18:30 Konstituering af Kongeå-Komiteen
Deltagere: Birgitte Kragh, Vagn Sørensen, Elin Winther, Kurt Bjerrum, Karen Sandrini, Jakob Weber, Peter Hansen, Christina Føns, Britt Larsen, Sally Huntingfort, Ole Pedersen, Anette Alnøe
1. Velkomst og mødet i aften v/Anette Alnøe
2. Kort præsentation af Kongeå-komiteens medlemmer
3. Kort gennemgang af Kongeå-kommissoriet
v/ Anette Alnøe.
4. Konstituering af Kongeå-komiteen
Konstitueringen endte med Kurt Bjerrum som formand og Vagn Sørensen som næstformand.
5. Eventuelt
Der var ønske om at vende pilotordningen fra Miljøstyrelsen i Komiteen inden det egentlige Følgegruppemøde.
Anette Alnøe informerede om projektet.
Der var generel enighed om, at det kunne være relevant at arbejde videre med en ansøgning. Det blev også vendt, at der kan være fordele ved at holde det inden for Kongeå-komiteen.
18:30-18:40 Pause med forplejning
18:40-20:30 Følgegruppemøde
Deltagere: Torben Lindholst, Henrik Bertelsen, Johannes Kaack, Niels Laursen, Søren Lenschow, Birgitte Kragh, Vagn Sørensen, Elin Winther, Kurt Bjerrum, Karen Sandrini, Jakob Weber, Peter Hansen, Christina Føns, Britt Larsen, Sally Huntingfort, Ole Pedersen, Anette Alnøe
1. Velkomst v/Formand for Kongeå-komiteen
v/ formand Kurt Bjerrum.
2. Kort præsentation af alle medlemmer
3. Gennemgang af kommissoriet for Kongeå-komiteen
v/ Anette Alnøe.
4. Gennemgang af Økonomimodel 4
v/Anette Alnøe.
5. Gennemgang af Tidsplan for 2021
v/ Anette Alnøe.
Komite- og Følgegruppemøder kan med fordel ligge i forlængelse af hinanden, fortrinsvist om eftermiddagen. Anette Alnøe indkalder til møderne for 2021.
Næste møde ligger i august/september, hvor der arrangeres en bustur til lokaliteter langs Kongeåen. Kommunernes udvalg, forventes at blive inviteret med. Der kan evt. være oplæg i bussen mellem lokaliteterne, og dagen kan slutte af med et møde.
6. Opstart af Kommissorium for Følgegruppen
Der var generelt enighed om, at der som udgangspunkt ikke skal bruges suppleanter i Følgegruppen, fordi der med 1-2 mødedage om året, ikke bør være for stor udskiftning. Når der er behov for faglig sparring, kan man inddrage andre fra de Grønne Råd.
Følgegruppen blev opfordret til at byde ind med forslag til fx løsninger og projekter. Følgegruppen kan derfor med fordel også mødes udover de planlagte 1-2 møder årligt, hvor alle i Kongeå-komiteen deltager.
7. Pilotordning om helhedsplanlægning for oversvømmelser
v/ Anette Alnøe.
Der var enighed om, at sekretariatet kontakter Miljøstyrelsen for at få flere detaljer om projektet (hvem, hvad, hvor).
8. Eventuelt
Der var enighed om, at der er behov for helhedstænkning, hvor klima, natur og afvanding alle spiller ind i Kongeå-komiteens samarbejde. En af hovedopgaverne er hydraulikken i hele vandsystemet, med alt hvad det indebærer af modeller, regulativer, vedligeholdelse osv.
Christina Føns orienterede om, at Esbjergs LIFE-ansøgning til et vådområde mellem Jedsted og Kongeåslusen, desværre har fået afslag. Der er møde i næste uge i projektgruppen, hvor det drøftes, hvad næste skridt er.
Jakob Weber foreslog, at der oprettes en hjemmeside for Kongeå-komiteen på Esbjerg Kommunes hjemmeside, hvilket der var bred opbakning til. Hjemmesiden skal indeholde dagsordener, referater, projektbeskrivelser, pressemeddelelser osv.
Når hjemmesiden kører, bliver der lagt en pressemeddelelse op med billede af deltagerne fra det første Følgegruppemøde.
Sally Huntingfort foreslog, at sekretariatet laver et kort over hele oplandet for Kongeåen. Kortet kan hjælpe til at givet et overblik og til forståelsen af terrænet, hvor vandet kommer fra, osv. Det kan være udgangspunkt for opstart af projekter, regulativer, koordinering af vedligeholdelse osv. Kortet kan med fordel være færdigt til heldagsturen efter sommerferien.
Vagn Sørensen afsluttede mødet. Han konkluderede, at vi generelt var meget enige om, hvad det essentielle i Kongeå-komiteens arbejde skulle opbygges af og at der skulle tages bredt hensyn.
Fredag d. 8. oktober tog Kongeå-komiteen på en fælles besigtigelse langs med Kongeåen. Formålet med turen var at give komiteens medlemmer et fælles ståsted i forhold til de problemstillinger, muligheder og begrænsninger der knytter sig til det fælles vandløbssystem, Kongeåen.
Turen havde rigtig god opbakning fra politikere, styregruppe- og følgegruppemedlemmer, samt sekretariat. Herudover deltog en lille gruppe studerende fra Aarhus Universitet, sammen med deres vejleder. De studerende skal arbejde med Kongeåen som en case, i deres projektarbejde.
Komiteen besøgte en række lokaliteter langs Kongeåen, og fik indblik i de seneste og igangværende projekter i området, fx etablering af et sandfang ved Kongeåslusen, etablering af et stryg ved Jedsted Mølle, projekt Kongeåstien samt separatkloakering i Vamdrup By. Undervejs blev vigtige emner som slusedrift, sandvandringsproblematik, oversvømmelsesproblematik, søproblematik, balance mellem beskyttelse og benyttelse, flittigt debatteret.
Find turprogram, kortmateriale og supplerende information nedenfor.

16:00 – 17:40 Følgegruppemøde
Deltagere: Kurt Bjerrum, Vagn Sørensen, Jørgen Ahlquist, Peter Fallesen, Jørn Chemnitz, Birgitte Munk Grunnet, Jakob Weber, Peter Hansen, Christina Føns, Niels Laursen, Søren Rygaard Lenschow, Sven-Aage Steenholdt, Sally Huntingfort, Sten Frandsen, Ole Pedersen, Melinda Stavnsgaard
1. Velkomst v/Formand for Kongeåkomitéen
v/ formand Kurt Bjerrum.
2. Kort præsentation af medlemmerne
3. Introduktion af Kongeåkomitéen
v/ Melinda Stavnsgaard og Ole Pedersen.
a. Kort gennemgang af Kongeå-kommissoriet
b. Kongeåkomitéens hjemmeside
c. Bustur langs Kongeåen d. 08.10.2021
d. Studierapport fra studerende på Aarhus Universitet
Kongeåkomitéens hjemmeside kan tilgås på følgende link: https://www.esbjerg.dk/energi-og-miljoe/vand/vandloeb-og-soeer/naturprojekter/kongeaa-komiteen
Studierapporten og bilagene kan man få tilsendt, hvis man henvender sig til Melinda Stavnsgaard.
4. Pilotordning om helhedsplanlægning for oversvømmelser i vandløbsoplande
a. Generelt om helhedsplanlægningen
b. Opmåling af Kongeåen v/Ole Pedersen
c. Etablering af vandstands- og nedbørsmålere v/ Melinda Stavnsgaard
d. Interessentinddragelse og Supplerende tekniske undersøgelser v/Mathilde Hansen og Martin Vester (WSP).
På baggrund af WSP´s oplæg af de supplerende tekniske undersøgelser – oversvømmelses- og sandsynlighedskort blev der diskuteret, hvorvidt den anvendte model er egnet til at beskrive ekstreme hændelser. I den nuværende model er der ikke mulighed for at simulere, hvordan eventuelle oversvømmelser vil blive akkumuleret over tid – for eksempel ved en længere varende regnhændelse i oplandet, mens sluseportene er lukkede på grund af forhøjet vandstand i havet. En mere præcis modellering af disse situationer kræver anvendelse af en mere avanceret model.
5. Status for naturprojektet ved Vilslev Enge
v/ Christina Føns.
Esbjerg Kommune har fået en foreløbig melding fra EU om, at vi er kommet på reservelisten med EU Life ansøgningen.
Esbjerg Kommune har på den baggrund talt med projektpartnerne. Der er enighed om at arbejde videre med ansøgningen med henblik på at genansøge EU-LIFE den 4. oktober, hvis lodsejerne forsat er interesseret i projektet.
I forhold til MUFJO arbejdes der på at gå videre med et reduceret område pga. manglende finansiering. Dette afklares på et kommende lodsejermøde og med projektparterne.
6. Fremadrettet arbejde (Miljøstyrelsens pilotordning og helhedsplanen)
v/Ole Pedersen
Der blev orienteret om det fremtidige arbejde med pilotordningen og helhedsplanen. Sekretariatet har overfor Miljøstyrelsen foreløbigt givet udtryk for, at man ikke mener, at der skal laves helhedsplaner for alle vandløb, der krydser en kommunegrænse, men at der kan laves det efter behov. Kongeåkomitéens holdning kan bedre afklares ved næste møde i november, når WSP’s arbejde er afrapporteret. Der forventes ikke at foreligge en helhedsplan i indeværende år.
7. Eventuelt
a. Næste møde d. 15. november 2022
b. Fotografering
17:40 – 18:00 Kongeåkomité-møde
Deltagere: Kurt Bjerrum, Vagn Sørensen, Jørgen Ahlquist, Peter Fallesen, Jakob Weber, Peter Hansen, Christina Føns, Sally Huntingfort, Sten Frandsen, Ole Pedersen, Melinda Stavnsgaard
1. Konstituering af Kongeå-komitéen
Kurt Bjerrum blev genvalgt som formand og Vagn Sørensen som næstformand.
2. Eventuelt
Fremtidigt samarbejde mellem følgegruppe og Kongeåkomitéen
Der var enighed om, at det vil være hensigtsmæssigt at arrangere en nye bustur til lokaliteter langs Kongeåen i forår 2023. Sekretariatet går i gang med organiseringen hurtigst muligt og prøver at finde en dag, hvor alle kan deltage.
Der var flere forslag, hvordan de nye medlemmer fremadrettet nemmest kan inddrages i komitéens arbejde. Man kunne arrangere bustur hvert 4. år (især hvis der er stor udskiftning af medlemmerne). Alternativt kunne sekretariatet lave en film over de særlige lokaliteter med optagelser fra et lille fly, samt fakta og forklaringer om lokaliteterne.
Kurt Bjerrum har udtrykket sit ønske om at komité-medlemmerne oftere end 2 gange om året bliver inddraget i sekretariatets arbejde. Det kunne praktisk ske via Teams-møder i de perioder, hvor der sker meget, eller der er brug for at tage beslutninger. Der var enighed om det blandt de tilstedeværende medlemmer.
Der blev i denne sammenhæng nævnt at sekretariatet også er begyndt at udsende nyhedsbreve. Det er et praktisk middel til en hurtig orientering af medlemmerne.
16:00 – 17:15 Følgegruppemøde
Deltagere: Kurt Bjerrum, Vagn Sørensen, Jørgen Ahlquist, Peter Fallesen, Jørn Chemnitz, Jakob Weber, Peter Hansen, Christina Føns, Niels Laursen, Søren Rygaard Lenschow, Sven-Aage Steenholdt, Torben Lindholst, Sally Huntingfort, Sten Frandsen, Britt Larsen, Ole Pedersen, Melinda Stavnsgaard
1. Velkomst v/Formand for Kongeåkomitéen
v/ formand Kurt Bjerrum.
2. Pilotordning om helhedsplanlægning for oversvømmelser i vandløbsoplande - Status på de 4 pilotprojekter
v/ Melinda Stavnsgaard
Opmåling af Kongeåen fra Kolding Kommune til Hjortlund er færdiggjort pr. 7. juni. 2022.
Etablering af vandstands- og nedbørsmålere i Kongeåen er udført pr. 1. juli 2022.
Interessentinddragelse er færdiggjort pr. 22 august og WSP´s afrapportering modtaget d. 9. november 2022.
De supplerende tekniske undersøgelser er stadig i gang, de sidste delelementer forventes at være færdige primo december.
Der blev afholdt en workshop ang. pilotordningen i september 2022, hvor Storåkomitéens, Gudenåkomitéens og Kongeåkomitéens sekretariat deltog sammen med Miljøstyrelsen. Sekretariatsgruppen har bl.a. forsøgt at afklare følgende to spørgsmål:
Hvor langt er de andre komiteer med helhedsplanlægning?
Svar: Det kommer an på hvad der menes med helhedsplanlægning. Hvis vi mener et stort fælles regulativ og et storskala projekt med vandparkering – så er de slet ikke i nærheden af helhedsplanlægning. Hvis vi mener koordinering af de mange indsatser i å og opland – så er de længere.
Storåen har brugt deres pilotprojektpenge til at lave en stor sætningsanalyse af en del af oplandet.
Gudenåen har brugt deres pilotprojektpenge til at lave en landskabsanalyse, hvor de blandt andet har kategoriseret brugen af arealerne efter forskellig værdi (højværdiafgrøder/alm. omdrift/permanent græs/natur) og kortlagt bedrifterne (meget store/fuldtid/hobby/ingen).
Hvad er Miljøstyrelsens videre plan efter pilotprojektet ophører?
Vi har 1. kvartal 2023 til at afrapportere. Der vil de gerne møde op til et fællesmøde for de tre teknikergrupper, hvor vi fremlægger afrapporteringen og samler op. Det bliver i Vejen. De tre teknikergrupper drøftede at få sammensat et formaliseret erfaringsnetværk efterfølgende.
3. Systematisering på baggrund af Mulighedskataloget
v/ Melinda Stavnsgaard og Sally Huntingford
a. Præsentation af Mulighedskatalog – Bilag 1
Interessentinddragelsesprocessen er blevet afsluttet med en temadag, hvor de lokale aktører i fællesskab med Kongåekomitéens medlemmer skulle udarbejde et fælles aftalegrundlag i form af et mulighedskatalog. Det overordnede mål med mulighedskataloget var at nå en bred enighed om, hvad en helhedsplan for Kongeåen skal indeholde.
Mulighedskatalogets vigtigste elementer er blevet præsenteret: de 5 handlemuligheder og 6 tematikker, som er blevet identificeret af aktørerne i løbet af interessentinddragelsen. Handlemulighederne er nogle konkrete tiltag til det videre arbejde med helhedsplanen og hovedtematikkerne er nogle særlige vigtige kvaliteter, aktørerne ønsker et øget fokus på i arbejdet med helhedsplanlægningen.
b. Styregruppens ønske om systematiseringen
På styregruppemødet d. 23. september blev der aftalt, at handlemulighederne og hovedtematikkerne bliver systematiseret af sekretariatsgruppen i forhold til faktorerne som budget, tidshorisont, ressourcer og databehov.
Udover overstående og i forbindelse med det skulle sekretariatsgruppen skabe overblik over de igangværende projekter indenfor hovedtematikkerne i Kongeåens opland, samt hvilke data der er tilgængelige og hvilke data mangler vi.
Sekretariatsgruppen har været i gang med opgaven siden styregruppemødet og kommet langt med systematiseringen. Før arbejdet fortsættes har sekretariatsgruppen brug for en retningslinje fra Kongeåkomitéen ang. hvilke handlemuligheder der skal prioriteres, og hvad er det, der skal sættes i gang som næste skridt.
c. Status på systematiseringen
Webkort https://webkort.esbjergkommune.dk/spatialmap?profile=borger_kongeaakomiteen
Tabel – Bilag 2
Status på systematiseringen er blevet præsenteret på to platforme: Webkortet på Kongeåkomitéens hjemmeside og en tabel om de mulige projekttyper.
De nye funktioner og temaer på Webkortet:
- Data ift. friluftsliv
- Projekter i Kongeåens opland
- Søgefunktion
- Tilgængelighed via iPhone og Tablet.
Sekretariatet undersøger, hvordan webkortet kan gøres tilgængeligt fra Vejen og Kolding Kommunes hjemmeside.
Tabellen om de mulige projekttyper knyttet til handlemulighederne, samt det tilhørende budget, tidshorisont, ressourcer og databehov blev præsenteret af Sally Huntingfort (se Bilag 2).
4. Drøftelse af fremtidige muligheder
En dybtgående drøftelse af de fremtidige muligheder på baggrund af sekretariatsgruppens systematisering har resulteret i følgende punkter:
- Erfaringerne fra andre vandløbssystemer i Danmark viser at vandparkering ikke har den ønskede effekt på den store skala. Til gengæld giver den gode resultater lokalt (fx klimaprojektet ved Skodborg). Der blev påpeget, at der er store vandparkeringsprojekter i Nordtyskland, dvs. det kan lade sig gøre, men kræver rigtig mange ressourcer. I vores tilfalde er der noget landbrugsjord, der bliver oversvømmet, og spørgsmålet er, hvorvidt det giver mening at bruge mange penge til at flytte problemet fra de arealer til andre opstrømsliggende landbrugsjorder.
- Der var enighed om at dele arbejdet op i flere spor, der kan køre sideløbende. Det er vigtigt også at begynde med nogle af de kortsigtede projekter for at komme med synlige resultater indenfor den nærmeste fremtid. Det blev foreslået, at der laves nogle mindre arbejdsgrupper, der kan arbejde med de forskellige spor. I forhold til økonomi skal vi prioritere de statsfinansierede projekter, hvor vi får mest for pengene.
- Flere mente at det er vigtigt at følge aktørernes ønsker og fokusere på temaer som natur og biodiversitet, lokal udvikling og friluftsliv.
- Andre påpegede at Kongeåkomitéen blev etableret pga. oversvømmelsesproblematikken, derfor bør vandhåndtering prioriteres. Vi skal starte arbejdet nu, fordi det kan tage rigtig mange år. At få vandet væk fra området vil også fremme turisme, etc.
- Løsningsmuligheden med forhøjning af diger og etablering af højvandspumpe blev også drøftet. Flere mente at vi skal have et overslag om omkostningerne for at finde ud af om det er realistisk at beskytte området ved Vilslev Enge eller om den eneste mulighed er tilbagetrækning fra området. Der blev gjort opmærksom på, at der er mange aspekter, der skal tænkes ind i beregningerne:
- Hvilken tidshorisont skal vi kigge på? Vandstanden i havet stiger. Hvilken højde skal vi regne på om fx 50 år?
- Hvordan finder man finansiering? Hvornår er det den nationale kasse og hvornår er den lokale?
- Hvad er omkostningerne knyttet til at området bliver oversvømmet, hvis vi vælger muligheden for tilbagetrækning fra området frem for pumpeløsningen. WSP´s igangværende værdi- og risikokortlægning kan være et svar på det.
- Der var bred enighed om at prioritere sandhåndteringen og også om, hvordan vi skal gribe den an: Baseret på dialog med lokale lodsejere, kan man lokalisere de kritiske steder. Efterfølgende kan man lave prøvehandlinger for at finde ud af hvor sandet kommer fra og kvantificere, hvor meget man fjerner.
- I forhold til spildevandhåndtering, blev der nævnt at der renses for N, P og organiske stoffer, men miljøfremmede stoffer som kemikalier og medicinrester bliver overset. Der bør løses ved at der opstilles nationale krav.
5. Eventuelt
Næste møde i foråret 2023 – bustur langs Kongeåen
17:30 – 18:00 Kongeåkomité-møde
Deltagere: Kurt Bjerrum, Vagn Sørensen, Jørgen Ahlquist, Peter Fallesen, Jørn Chemnitz, Jakob Weber, Peter Hansen, Christina Føns, Sally Huntingfort, Sten Frandsen, Britt Larsen, Ole Pedersen, Melinda Stavnsgaard
1. Beslutningstagen på baggrund af systematiseringen og drøftelserne. Hvad er det, der skal sættes i gang, som næste skridt? Udarbejdelse af en prioriteringsliste.
Der blev drøftet, hvorvidt det er en national opgave at løse den fælles udfordring, som de store sydvestjyske vandløb (Sneum Å, Kongeå, Ribe Å, Brede Å og Vidå) har. Folketingspolitikere bør gøres opmærksom på problematikken. En mulighed er at få det faglig grundlag på plads (fx 10-12 sides rapport udarbejdet af et konsulentfirma) og efterfølgende invitere folketingenes miljøudvalg til Kammerslusen og formidle rapporten.
Der blev besluttet at sekretariatsgruppen fortsætter arbejdet med at:
- Koordinere viden om de lavbunds-, klima- og vandløbsprojekter der kører i forvejen i de 3 kommuner.
- Få et overslag på pumpeløsningen til næste Kongeåkomité-møde. På baggrund af beregningerne kan der evt. nedsattes en arbejdsgruppe efterfølgende.
- Gå i gang med kortlægning af nuværende administrationspraksis ift. handlemuligheden ”spildevand – udarbejdelse af en udledningsstrategi”.
- Gå i gang med kortlægning af nuværende administrationspraksis ift. handlemuligheden ”fælles koordinationsgrundlag i et regulativ”.
2. Eventuelt
Pressemeddelelser
Pressemeddelelse d. 11.06 2021
Kongeå-komiteen tager på turné
Med den formelle konstituering på plads, er komiteen klar til at tage ud og se på forholdene langs Kongeåen.
I slutningen af maj trådte Kongeå-komiteen sammen for første gang. Komiteen har 19 medlemmer, og medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Bjerrum, blev valgt som formand, mens Vagn Sørensen fra Vejen Byråd blev næstformand.
Kongeåen er Danmarks 9. længste vandløb, som løber gennem Kolding, Vejen og Esbjerg kommuner og videre ud i Vadehavet. Åen afvander ca. 450 km2 opland, og er et komplekst system med adskillige højvandssluser, Natura 2000 områder og en betydelig påvirkning af vandstandsændringerne i Vadehavet. Forvaltningen af vandløbssystemet er indtil nu udført individuelt i de tre kommuner, men et ny samarbejde mellem Kolding, Vejen og Esbjerg kommuner har ført til opstarten af Kongeå-komiteen.
”Jeg ser formandskabet for Kongeå-komiteen som en spændende opgave. Det har taget tid at nå hertil, men nu er vi i gang. Ønsket er, at vi gennem et tæt samarbejde kommuner og interessenter imellem kan løse nogle af de udfordringer og problematikker, der er omkring Kongeåen,” siger den nyvalgte formand, Kurt Bjerrum, der sidder i Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune.
|
Om komiteen |
Benyttelse og beskyttelse
Komiteen skal undersøge mulighederne for på tværs af kommunegrænserne at administrere Kongeåens vandløbssystem og de vandløbsnære arealer sådan, at der både værnes om områdets dyre- og planteliv, og tages hensyn til afvandingsbehov og klimaændringer.
”Der var god stemning på mødet, og jeg føler, at vi er kommet godt fra start. Nu ligger der et stort arbejde foran os for at sikre naturen samtidig med, at der ikke er nogen, der drukner undervejs”, siger næstformand og formand for Teknik & Miljøudvalget i Vejen Kommune, Vagn Sørensen efter mødet.
Både formand og næstformand er enige om, at der ligger en stor opgave i at benyttelse og beskyttelse skal gå hånd i hånd som led i den helhedsorienterede forvaltning af systemet.
Fælles forståelse
På mødet blev det blandt andet besluttet, at der i sensommeren 2021 skal arrangeres en bustur til lokaliteter langs Kongeåen, for at få en fælles forståelse for systemet, dets muligheder og begrænsninger. Udover alle komitemedlemmerne, kan øvrige medlemmer af udvalgene fra de tre kommuner også deltage på turen. Planlægningen af turen går nu i gang.
Yderligere oplysninger
Formand, Kurt Bjerrum (kurbj@esbjerg.dk, 22955266)
Næstformand, Vagn Sørensen (vags@vejen, 40289354)
På en flot oktoberdag havde Kongeå-komiteens medlemmer sat hinanden stævne for at tage på tur langs Kongeåen.
Formålet med turen den 8. oktober var at give Kongeå-komiteens medlemmer et fælles ståsted i forhold til de problemstillinger, muligheder og begrænsninger der knytter sig til vandløbssystem, Kongeåen.
Kongeå-komiteen består af repræsentanter fra Kolding, Vejen og Esbjerg kommuner. Komiteens formål er at rådgive medlemskommunerne så der arbejdes for en koordineret, afbalanceret og helhedsorienteret indsats for vandsystemets og de vandløbsnære arealers beskyttelse og benyttelse. Da komiteen trådte sammen for første gang i maj, besluttede de netop, at en fælles bustur til udvalgte lokaliteter langs åen ville fremme komiteens arbejde på tværs af kommunegrænser.
”På turen skal vi lære hinanden bedre at kende og selvfølgelig komme tættere på, hvad vores opgave er. Dagen handler i høj grad om at få syn for sagen og skabe en fælles forståelse,” sagde formanden for Kongeå-komiteen, Kurt Bjerrum ved dagens begyndelse. Han sidder i Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune.
På forhånd var der god opbakning til turen, og både politikere, styregruppe- og følgegruppemedlemmer og sekretariat deltog. Herudover havde en lille gruppe studerende fra Aarhus Universitet sammen med deres vejleder fået lov til at slutte sig til. De studerende skal arbejde med Kongeåen som en case i deres projektarbejde.
”Det har stor værdi for os at kunne mødes og se de steder, som vi taler om. Derfor er det rigtig glædeligt, at så mange har lyst til at bruge en fredag på at tage turen fra Vadehavet til Vamdrup. Med de studerende og deres projekt får vi nye øjne på Kongeåen, og det hilser vi også velkommen”, siger næstformand og formand for Teknik & Miljøudvalget i Vejen Kommune, Vagn Sørensen.
Turen begyndte i Esbjerg Kommune, hvor første stop netop var stedet, hvor vandet løber ud i Vadehavet, hvis det er muligt. Fra diget kunne selskabet se, hvordan et sandfang lige før Kongeåslusen var i færd med at blive etableret.
”Vand er jo ligeglad med kommunegrænser, og på turen her skal vi skabe os et overblik over, hvad der eventuelt kan gøres for at forholdene bliver bedre. Udfordringerne med stigende vand kan kun løses i samarbejde”, observerede Birgitte Kragh, formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune.
Derefter gik turen videre til flere andre lokaliteter langs, som gav et indblik i de seneste og igangværende projekter i området, fx etablering af et stryg ved Jedsted Mølle, projekt Kongeåstien og separatkloakering i Vamdrup By.
Undervejs blev vigtige emner som slusedrift, sandvandringsproblematik, oversvømmelsesproblematik, klimatilpasning, søproblematik, balance mellem beskyttelse og benyttelse, flittigt debatteret.
Ved turens afslutning var der enighed blandt deltagerne om, at formålet med turen var lykkedes, men de nemme løsninger står ikke først for.
Om komiteen
Komiteen består af to politikere, to repræsentanter fra De Grønne Råd, en chef, og en fra forvaltningen fra hver kommune og en sekretariatskoordinator. Dermed udgøres komiteen af i alt 19 medlemmer, som skal arbejde på at koordinere indsatserne omkring Kongeåen.
Kontaktinformation
Formand, Kurt Bjerrum (kurbj@esbjerg.dk, 22955266)
Næstformand, Vagn Sørensen (vags@vejen, 40289354)
Medlem Birgitte Kragh (birgt@kolding.dk, 30 60 09 97)