Om pilotprojektet
I 2020 har regeringen og Folketingets partier igangsat arbejdet med en samlet klimatilpasningsplan, som skal hjælpe med at løse nogle af de vigtigste udfordringer i forhold til klimaforandringerne. Der blev igangsat fire konkrete projekter, hvoraf ét af dem var et pilotprojekt om helhedsplanlægning for oversvømmelser i vandløbsoplande.
Pilotprojektets formål er at understøtte udvalgte kommuner med at planlægge helhedsorienteret på tværs af kommunegrænser og samtidig bidrage med viden og erfaringer til arbejdet med den nationale klimatilpasningsplan.
Kongeåkomitéen er blevet en del af pilotordningen ved at opfylde alle de stillede kriterier, bl.a. fordi:
- Kongeåkomitéen er en gruppe af kommuner, der allerede har et formaliseret kommunalt samarbejde om helhedsplanlægning for Kongeå-oplandet
- Nogle af kommunernes arealer har gentagne gange været påvirket af oversvømmelser
- Kommunerne deler samme vandløbssystem, som kræver en koordineret indsats for at imødegå oversvømmelser
Kongeåkomitéen har i slutningen af 2021 ansøgt og fået tilsagn om tilskud til gennemførsel af fire projektposter indenfor Miljøstyrelsens pilotordning. De fire poster er:
- Opmåling af Kongeåen fra Kolding Kommune til Hjortlund
- Etablering af vandstands- og nedbørsmålere i Kongeåen
- Interessentinddragelse som skal understøtte helhedsplanen for Kongeåen
- Supplerende tekniske undersøgelser