Resultater - Fællesskab og mangfoldighed
I vores rummelige og mangfoldige kommune er der plads til alle og overskud til at behandle hinanden ordentligt. Derfor hjælper vi unge godt på vej til job, spiser sammen og giver foreningerne gode rammer.
Landsbyliv
Meningsfuld samvær i det fri
Kultur & Fritidshuset tilbyder aktiviteter, fællesskab og meningsfuldt samvær i det fri i Vester Nebel. Brugerne skal være med til at udvikle stedet, som et samlingssted på tværs af alder, baggrund og interesser. Forventningen er at brugerne bl.a. kan bygge, spille, lave bål-mad, udforske og bruge sanserne i naturen.
Etablering af læseguides og læsefællesskaber
Læsefællesskaber for udsatte unge
I et samspil mellem Læseforeningen og Center for Social psykiatri er der indgået et samarbejde med fokus på udsatte unge. Litteraturen skal danne ramme om en fælles oplevelse og forståelse, der skaber grobund for netværk og fællesskaber.
Fællesskab i Spektrumparken
En ny park har set dagens lys i Esbjerg Øst
Alle har ret til et fedt udeliv. Derfor har vi nu afsluttet første fase af Spektrumparken i Esbjerg Øst, lige der hvor Præstegårdsskolen tidligere havde boldbaner.
Banerne er der sådan set stadig, men er nu suppleret med mindre pannabaner, klatretårn, bakkelandskab og andre aktivitetsmuligheder.
Spektrumparken er det sted hvor leg, samvær, aktiviteter og oplevelser er samlet og senere i 2022 afsluttes denne del af Spektrumparken med streetaktiviteter, containermiljø og meget andet.
Spektrumparken bliver i første omgang Østerbyens grønne fællesskabsrum, men planerne for området er så ambitiøse, at det givetvis også vil tiltrække gæster fra resten af kommunen.
Ny hjemløseenhed
Vi vil afskaffe hjemløshed i Esbjerg Kommune
Alle borgere i Esbjerg Kommune skal have tag over hovedet. Det er formålet med kommunens nye hjemløsestrategi, der blev vedtaget af byrådet i august 2021. Med hjemløsestrategien bliver der sat ekstra fokus på også at hjælpe borgere, der er i risiko for at blive hjemløs. Derfor blev der pr. 1. januar 2022 ansat en ny hjemløsekoordinator, som står i spidsen for kommunens nye hjemløseenhed. Enheden består ud over hjemløsekoordinatoren af fire opsøgende medarbejdere. Med den nye hjemløseenhed og hjemløsestrategien bliver der skruet op for samarbejdet med eksterne samarbejdspartnere, så vi sammen sikrer, at alle borgere får den bedst mulige hjælp og støtte i hverdagen, så de kan blive i deres bolig.
Ungehuset styrer børn og unges sociale netværk
Ungehuset vil styrke børn og unges sociale netværk gennem gruppetilbud ud fra bevidstheden om, at vi udvikler os i samspil med andre.
Håbet er at barnet/den unge opnår personlig udvikling, et større kendskab til sig selv og en øget generel trivsel gennem deling af følelser og oplevelser med andre - i et ligeværdigt fællesskab.
I grupperne vil børnene/de unge kunne inspirere og støtte hinanden, give og modtage sparring, udforske forskellige holdninger og erfaringer og derigennem få inspiration til at vælge nye veje, fortælle nye/andre historier om sig selv.
I sensommeren 2021 opstarter 3 grupper:
- Børnegruppe
- ”Pigeliv”
- ”Vokseværket”
Samtidigt gennemgår personalet en gruppelederuddannelse, for at kvalificere arbejdet i grupperne bedst muligt.
Internationalt udsyn i flotte bygninger
Internationalt hus
Esbjerg Kommunes Tilflytterservice ligger i det internationale hus midt på Torvet i Esbjerg.
Det internationale hus på Torvet i Esbjerg danner rammen for en lang række forskellige events for danske og internationale tilflyttere.
Tanken med det internationalt hus er at styrke vores internationale miljø og skabe bedre rammer for frivilligt arbejde og andre tiltag, der styrker tilknytningen til et nyt område.
Adressen er Torvegade 23, 6700 Esbjerg.
EnsOm Mad i RIbe
Fælles madlavning - og spisning - modvirker ensomhed i Ribe
KFUM's Sociale Arbejde, Ribe Domprovsti og Esbjerg Kommune er gået sammen om projeket EnsOm Mad i Ribe. Her mødes deltagere og frivillige ca. to gange om måneden til madlavning og fællesspisning. Projektet skal forebygge ensomhed blandt udsatte borgere i Ribe og omegn. Under hver fællesspisning drøfter frivillige og deltagere andre mulige aktiviteter som deltagerne kan mødes omkring, og i forbindelse med fællesspisningerne er der hver gang mulighed for at deltage i en anden aktivitet som f.eks. gåture, banko eller brætspil.
Vindmøllen
Energi til hinanden
Kommunen, Den Sociale Kapitalfond og Lauritzen fonden har siden 2020 samarbejdet om at skabe en anderledes indsats for unge mennesker i indre by og i Østerbyen. Ønsket er at gøre en særlig indsats overfor den gruppe af unge, der grundet en sårbarhed, står udenfor arbejdsmarkedet og uddannelse.
Vi ønsker at skabe et sted, hvor unge kan mødes og hvor vi sammen kan skabe positive forandringer i de unges liv. Samtidig er målet at understøtte lokale virksomheders vækst og sociale ansvar og på den måde, skabe et mere rummeligt arbejdsmarked for gruppen af sårbare unge, der aktuelt står udenfor arbejdsfællesskabet.
De unge oplever at være en del af meningsfulde fællesskaber, hvor de danner netværk og øger deres livskvalitet og livsmestring. Indtil videre er 65 % unge i job eller uddannelse efter endt forløb i Energi til hinanden.
Socialt frikort til flere
Udsatte borgere får mulighed for at indgå i meningsfulde fællesskaber
I Esbjerg Kommune har vi de sidste 2½ år arbejdet med at udbrede viden om det sociale frikort, som giver udsatte borgere mulighed for at indgå i meningsfulde fællesskaber på en arbejdsplads – og tjene en løn uden fradrag i den sociale ydelse for en periode. Det har været en rejse rundt i kommunen, hvor vi har mødt mange velvillige samarbejdspartnere – og frivillige aktører, som har ydet ekstra for at hjælpe andre til i job. Ansættelserne er ofte kortvarige, i få timer og indenfor det ufaglærte område f.eks. rengøring, havearbejde, butiksarbejde og lignende. De mange velvillige samarbejdspartnere har betydet, at vi i Esbjerg Kommune nu har 71 borgere, som har det sociale frikort – og 17 borgere, der har anvendt det sociale frikort på 56 ansættelser.
MedVind i Østerbyen
Et stærkt partnerskab mellem Esbjerg Kommune og Lauritzen Fonden
Vi vil gøre en forskel for udsatte børn og unge i de udsatte boligområder i Østerbyen. Vores mål er at undgå, at de vokser op uden uddannelse eller tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunen og Lauritzen Fonden har derfor gennem flere år samarbejdet om at løse udfordringerne.
Ca. 50 lokale aktører koordinerer deres indsatser, så børn og unge får bedre muligheder for uddannelse og senere jobs. Det styrker samtidig deres trivsel. Der er oprettet et backbone-sekretariat, der løbende indsamler data om effekten af indsatserne.
Find hinanden på Boblberg
Esbjerg Kommune samarbejder med Boblberg, der er et digitalt fællesskab og mødested. Her kan du møde andre, som du deler interesser med. Knap 10.000 brugere har allerede tilmeldt sig på Boblberg. Her kan du enten søge i deres opslag, eller du kan selv oprette et og på den måde finde andre, der har lyst til at være med.
Fællesskaber på Krohavens Kollegie
Fællesskaber i stedet for ensomhed
På Krohavens Kollegie, er fællesskaber i stedet for ensomhed en hel central værdi i det socialpædagogiske arbejde og helt i tråd med Vision 25 & Specialcentrets egen vision: ”Fællesskaber med plads til alle”.
De understøtter de unges ønsker om forskellige sociale aktiviteter, personalet sætter i gang og træder så et skridt tilbage, så de unge træner deres sociale færdigheder og styrker deres sociale netværk.
Afklaring om fremtiden
Vindmøllen er et projekt for 16-27 årige, der ikke er i job eller uddannelse. Vi møder dem på en ny måde med flere fælles løsninger og mindre kommunal myndighed. Lauritzen Fonden stiller et hus til rådighed.
Foreninger ved vandet
Det maritime center på Esbjerg Strand skal samle alle foreninger med maritime aktiviteter under ét tag og skabe liv i området, så både borgere og turister får mulighed for at komme tæt på havnen og de mange maritime aktiviteter.
Danmark Spiser Sammen
Vi vil gerne være med til at understøtte, at mennesker kan mødes over et måltid og danne nye fællesskaber. For eksempel som på Stengårdsvej i Esbjerg, hvor børn og voksne i 2019 for tredje gang mødtes i et fællesskab omkring mad fra hele verden.
Ny seniorvenlig bydel
Sirius Seniorby
Esbjerg Kommune er i fuld gang med at etablere fremtidens seniorby ved Krebsestien i Esbjerg. Den nye bydel skal understøtte et aktivt liv med livskvalitet for seniorer.
Det kommende plejecenter kommer til at rumme 100 moderne boliger og forskellige servicefaciliteter.